SKT. CLEMENS DRENGEKOR

SKT. CLEMENS DRENGEKOR

Historien om Skt. Clemens Drengekor er kort fortalt en historie om at skabe et ambitiøst kor med rum til leg, fællesskab og læring. I maj 2003 tog Domkantor Carsten Seyer-Hansen sammen med Aarhus Musikskole initiativet til Skt. Clemens Drengekor, og allerede i november samme år afholdt vi vores første koncert. I dag tæller koret 45 drenge og mænd i alderen 9-60 år, vi afholder ca 10 koncerter om året, og tager på studieture i både ind- og udland, når lejligheden byder sig.

En vigtig filosofi har fra begyndelsen været, at drengene skal møde andre drenge, som også synger. Derfor har vi stort set hvert år i korets levetid lavet fælles julekoncert med Herning Kirkes Drengekor og sunget koncerter sammen med både Thisted Drenge- og Mandskor og Haderslev Drengekor.

 

På egen hånd har koret givet koncerter i Danmark, Tyskland, Holland, Belgien og Frankrig og sunget med bl.a. Concerto Copenhagen, Aarhus Symfoniorkester, BaSix, Vocal Line, Kaare Norge, Aarhus Jazz-Orchestra og Fallulah.

Koret har siden starten været tilknyttet Aarhus Domkirke, og undervisningen af drengene foregår i samarbejde med Aarhus Musikskole. Vi er et kor med musikalske ambitioner, og derfor har undervisningen fra dag et været på et højt niveau. Vi er anerkendt af Statens Kunstråd som et professionelt amatørkor, og vi samarbejder med en lang række professionelle aktører.

Læs mere på korets egen hjemmeside

DIRIGENT

Brian Stenger Poulsen

Brian Stenger Poulsen kommer fra en stilling som organist og korleder ved Sct. Peders Kirke i Randers, der igennem mange år har været kendt som et centrum for kormusik på højt niveau – både for unge og voksne stemmer med det prisvindende Sct. Peders Koncertkor som kronen på værket. Med uddannelser som organist fra Vestervig Kirkemusikskole og som klassisk sanger og almen musikpædagog fra Det Jyske Musikkonservatorium har Brian Stenger Poulsen de bedst tænkelige kvalifikationer for at kunne videreudvikle Skt. Clemens Drengekor og organisationen omkring koret i de kommende år.

Med sig har han 25 års erfaring som leder af kor af forskellig art, bl.a. drengekor, som initiativtager til en lang række projekter og engageret i bestyrelsesarbejde i Folkekirkens Ungdomskor (FUK) er menighedsrådet glade for at have fundet en afløser til korets stifter, afgående domkantor Carsten Seyer-Hansen, som har det rette fokus på at give drengene en klassisk funderet, men bredt favnende musikopdragelse i et spændende miljø, hvor høj faglighed, store musikoplevelser både i og udenfor domkirken og et fantastisk socialt sammenhold går op i en højere enhed.

VIL DU SYNGE I DRENGEKOR?

Skt. Clemens Drengekor optager løbende nye sangere, og afholder også én gang om året “drengekorets dag” hvor interesserede drenge kan opleve hvordan det er at synge i drengekor.

Kontakt dirigent Brian Stenger Poulsen på tlf 21568240 eller b_stenger_poulsen@hotmail.com