Koreografen Panda van Proosdij udfordrede Aarhus Pigekor på mange måder til en intensiv workshop i FO-huset den 12. april. Der var både fysiske øvelser, sanseøvelser, dans, grin, koreografi, sang og – ikke mindst – mange lange kram.
I disse dage besøger Panda van Proosdij nogle af elitekorene i Aarhus. Hun har besøgt Aarhus Pigekor flere gange og en del af pigerne i koret nævnte i løbet af prøven, at de kan mærke, at kropsarbejdet hjælper dem til at få bedre kontakt til kroppen, når de skal synge – og den erfaring kan de også bruge til koncerter!

Sangerne arbejdede blandt andet på at lære en koreografi, som de skal bruge til nogle af de værker, som de arbejder på for tiden. Og så blev der arbejdet med kropsbevidsthed, udtryk og det at kramme rigtig godt og grundigt.

Panda påstod nemlig, at det at kramme 30 sekunder eller mere, er direkte helende for krop og psyke. Og hvis flere mennesker krammer, så vil verden være et bedre sted. 
Hendes opfordring er hermed givet videre til alle jer, der læser med her!
Prøv også at kramme med hovedet til den anden side – og mærk, om det gør nogen forskel?
Rigtig god fornøjelse!