Fællessang på DOKK1 er en af de tilbagevendende gratis aktiviteter, som Sangkraft Aarhus arrangerer. Vi mødes under gongen ved udsigten tæt på børneafdelingen og synger nye og gamle fællessange ud fra et tema.

En sangleder fra Sangkraft Aarhus varmer krop og stemme op og fortæller om de valgte sange undervejs. Lørdag den 18. februar var der over 75 mennesker til arrangementet med temaet Frost og Tø, ledet af Malene Rohden.

Leder af Sangkraft Aarhus, Andrea Krüger Holm, talte efterfølgende med Bodil, Neel og Birte om, hvad de synes om at være med til fællessang på DOKK1?

Bodil siger: “Man bliver glad af at synge. Man lærer også nogle nye sange her. Og så er det dejligt at synge sammen – og nogle gange kan man være heldig at sidde ved siden af en, der synger rigtig godt.”

Neel fortsætter: “Sang er sådan noget, der binder os sammen. Alder spiller ingen rolle. Det er også fantastiske rammer her med udsigten.”

“Man kan ikke synge, når man er sur. Det er derfor, jeg kommer her. Og så er det så hyggeligt med alle børnene, der kommer. De bliver også grebet af det. De kendte den fra Frost – den kendte jeg ikke”, supplerer Birte.

 

Kom til fællessang på DOKK1 igen den 15. april 2023 klokken 11:00. Her er temaet “Krig og Fred”.

20-årige Anton Vind vil da med udgangspunkt i sit eget liv fortælle om sangene og hvilken betydning, de har for ham som gymnasieelev, musiker og samfundsborger. Vær med, når vi sammen synger sange, vi kender fra højskolesangbogen og får en god start på dagen.